RUST

jord refshaleøen / astridrandrup

Rust er en kemisk forbindelse, der dannes, når jern reagerer med oxygen og vand, og resultatet er ofte en form for jernoxid. Mange jernoxider har en krystallinsk struktur og kan derfor klassificeres som mineraler.

Hvordan kan vores indgriben i materialer som jern og bomuld stadig pege tilbage på naturens egen hukommelse og cyklus?

RUST

https://ing.dk/artikel/groen-rust-renser-grundvandet-renser-grundvandet

Rust som bevægelse og transformation: Jernets iltningsproces (rust) er ikke statisk, men en kontinuerlig transformation. Denne idé om bevægelse gennem tid, hvor materialet ændres og vender tilbage til jordens kredsløb, spejler mine tanker om det cirkulære og naturens egen rytme. Rust er altså en form for “levende” proces i materialet, som kan sanses og æstetisk reflekteres.
Grænseflader og overgange: Artiklen beskriver grænsefladen mellem jern, kalk og vand som en dynamisk zone, hvor stoffer bindes, opløses og transformeres. Denne idé om mellemrummet – hvor processer udspiller sig – kan være et æstetisk greb: at give plads til transformationens forløb og materialernes “liv”.
Jernets iboende potentiale: Grøn rust reducerer skadelige stoffer som krom og pesticider, hvorved jern skaber en bevægelse fra det farlige til det ufarlige. Her findes en poetisk og æstetisk mulighed for at forstå jernet som en mediator – et materiale, der har evnen til at forbinde og forvandle både sig selv og andre stoffer.
Tidens aftryk og materialernes hukommelse: Artiklen illustrerer, hvordan tungmetaller og andre stoffer bindes i mineraler over tid, og hvordan de langsomt diffunderer ind i strukturen. Dette kan overføres til idéen om materialers hukommelse og tiden, der indlejres i naturen. Mine æstetiske processer kunne fokusere på at vise, hvordan disse aftryk skaber fortællinger og forbindelser over tid.
Den molekylære skala og det usynlige: Nanoteknologi afslører processer, der sker på et niveau, vi normalt ikke kan se eller sanse. I dit arbejde kunne du skabe æstetiske oplevelser, der forbinder det usynlige – som iltningsprocesser eller diffusion – med en sanselig erkendelse af tid, forandring og forbindelser i naturen.
Jern og vand som samspil: Vand er en katalysator for rust og jernets transformation. Vandets bevægelse, surhedsgrad og indhold af andre stoffer påvirker processen. Denne relation mellem materialet og dets omgivelser kan bruges til at udforske, hvordan elementerne spiller sammen og transformerer hinanden.
Respekt for naturens kompleksitet: Artiklen viser, hvordan naturen fungerer i et avanceret og selvorganiserende system, hvor mineraler, vand og stoffer interagerer på utallige måder. Denne idé om harmoni, kompleksitet og balance kan overføres til dine ritualer og performative greb, som en måde at skabe respekt for naturens egne processer.
Cirkulære forbindelser: Jernets bevægelse fra jordens indre, gennem menneskelig bearbejdning, og tilbage til naturen er et stærkt billede på cirkularitet. Artiklen taler også om, hvordan kalk og jern binder forurening og gør farlige stoffer ufarlige. Dette kan ses som en metafor for at “hele” forbindelsen mellem natur og menneske – noget du allerede arbejder med i din praksis.

Overordnet: Artiklen giver en dybde, der kan informere dine æstetiske processer – rustens bevægelse som en fortælling om tid, grænseflader som mellemrummet, hvor forvandling sker, og materialets potentiale som mediator for balance og heling. Der er her en resonans mellem det sanselige, æstetiske og det videnskabelige, som kan skabe en endnu stærkere forbindelse i dit arbejde.

RUST Read More »

Jord 1

jord udgravning / astridrandrup

Jorden graves ud fra et område som grænser op til betonunderlag, hvor grus, sand, og andre jord typer ligger i bunker, blander sig med omgivelserne, et lille område med træer.

jorden føles blød og uden regnorme, den er nem at grave i.

………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………….

NR 1 prøve begynder at vokse frem. jeg har vandet det to gange, 1 gang var med regnvand og den anden gang med postevand. HEr vokser græsset meget hurtigt.

Jord 1 Read More »

jord nr 3

jord udgravning / astridrandrup

For jord-gravning nr 3 har jeg valgt et sted hvor jeg står i udkanten af en parkeringsplads, lige ved siden af en stor elboks.

jorden i krukkerne rejser ud, flytning,

jord nr 3 Read More »

jord nr 2

jord udgravning / astridrandrup

På Refshaleøen er der et stykke jord som er pløjet, her har jeg valgt at tage et stykke ud. Det er blødt, uden regnorme, med lidt plastik og ikke mange blade eller grene.

der er små flintesten

NR 2 prøve begynder at vokse frem. jeg har vandet det to gange, 1 gang var med regnvand og den anden gang med postevand.

jord nr 2 Read More »

Refshaleøen – jord

jord udgravning / astridrandrup

Følg jord udgravninger. Jeg graver jord op forskellige steder, men nogle af jord udgravningerne er fra samme sted, givet til forskellige personer. Jorden har sit eget liv og sin egen performance i sammenspil med de personer som tager dem med hjem.

DAG 1

Starter med at gåture
På Refshaleøen
et øjeblik i tvivl om hvor jeg må bevæge mig
befinder mig på jord, så på asfalt, så på revet jord, og i et krat med plastik og lorte, så i højt græs, i visen tilstand.
tørre ud og miste kraft til at vokse pga. vandmangel eller frost eller som sidste stadium i blomstringen

i området er jeg gæst, gæst på jorden og gæst hos dem som i øjeblikket er habitater, jeg vil tale sagte med alle dem som lever og overlever her i området.

Jeg har taget en hakke og brugt glaskrukke med mig.

indtager et rum hvor jeg begynder en stille samtale og en registreringer. Graver og hakker mig ned i jorden, forbryder mig på den aftalte overflade, tillader mig at gå dybere. tillader mig at sanse det som er under overfladen. jeg får lidt dårlig samvittighed, som jeg burde mærke efter, men samtidig så har jeg en mission, og jeg tænker at jorden er med på at vi sammen gør dette forsøg. sans en samtale mellem det, dem og dig. Tillader mig et øjeblik at være i et registrerende, ikke mytologiserende og i æstetisk tilstand. Jeg føler en vis ængstelighed ved at grave, som om jeg kunne støde på flere menneskelige efterladenskaber som giver associationer til grimhed. vil så gerne have det smukke frem, det harmoniske, søge efter hvordan jorden er smuk i det som er.

DAG 2

Har tænkt mig at genbesøge stederne for at indfange et andet spor, end det først registreret, for at at lade stedet tale et mere poetisk sprog.

Jeg genbesøger krukkerne og vander dem. En smule tørre, alle sammen, som om de har trukket sig tilbage for at vente på regnens løfte. Haven venter også, dens jord mættet af historier, blandet af affald, sorg, glæde og fortrolighed. Jeg mærker, hvordan min krop forenes med dette sted – denne jord, hvor vedbend, slyngende og tålmodig, læner sig op ad det, den finder. Den kvæler ikke, men klatrer, vikler sig ind og giver plads. Den er det gamle lands fortrolige i Danmark, en slyngplante, som bærer sorgens styrke og gemmer lyset under sine blade. Her i haven står en stol midt i den største vedbend, jeg har set. Et udsigtspunkt ind i et grønt, mytologisk dyb.
Vedbendens mytologi i oldtiden bar vedbenden en anden historie. I Grækenland og Rom var den helliget Dionysos, vinens og ekstasens gud. Vedbenden symboliserede både vildskab og evighed – dens evne til at klatre og overleve selv i hårde omgivelser gjorde den til en metafor for livets ubrydelige kredsløb. Romerne troede, at vedbend kunne beskytte mod beruselse, og i den keltiske tradition var planten et tegn på trofasthed og udholdenhed, en forening af de levende og de døde, jordens og himlens kræfter.Vedbenden læner sig op ad verden, som om den lytter. Den registrerer tyngdekraften, dens rødder trækker nedad, mens dens stængler søger op mod lyset. Som alle planter kender den lysets rytme, fototropismens dragning. Men vedbenden synes også at vide mere – den accepterer alt, også det sørgelige og det glemte. Den skjuler det væk under sit grønne tæppe, beskytter og genfortæller.Når jeg står i haven, mærker jeg, hvordan vedbendens rytme spejler jorden. Den lever af alt det, der bliver givet, og den vokser, hvor sorgen er tung. Som en stille samtale, hvor tyngdekraft og lys trækker i hver sin retning, skaber vedbenden sin egen musik: et spor af liv i en verden af forvandling.

DAG 3

Refshaleøen – jord Read More »

Astrid Randrup

Ikke-kategoriseret, kunstnerisk virke / astridrandrup

kunstprojekter

I en kombination af det sanselige og det åndelige, det individuelle og det kollektive, undersøger jeg forholdet mellem symbolske, mellemrum, i komplekse fællesskaber i et globalt samfund. Jeg arbejder mellem iscenesatte fotografier, dialoger mellem krop, lys og rum, til fysiske læringsrum og iscenesættelser i det offentlige rum.

Sanselige interaktioner

I flere af mine kunstprojekter arbejder jeg med en interaktion mellem materiale, rum og deltager.

Astrid Randrup Read More »

OKKER; forholdet til okker

Ikke-kategoriseret / astridrandrup

lerholdigt, amorft eller mikrokrystallinsk, forvitringsprodukt af forskellige jernmineraler, organisk stof, kalk, sand og ler

Dykker ned i jordens betydning for os mennesker, både indeni og ude. Mens jeg lytter til Ulla Koch fortælle om de første alfabeter, og Nelson Goodman beskrivelser af farve og følelse. Okker er mit nyeste materialevalg, der symboliserer blandingen af jordens elementer og de tatoveringer, mennesker, dyr og naturen selv skaber på dens overflade. Min tilgang drejer sig om følelser og farve, og hvordan de påvirker vores opfattelse af verden. Gennem mine eksperimenter med fotografier søger jeg at kombinere følelse og farve, hvor dialogen mellem mennesker og jorden, muligvis læner sig opad 10.000 års fortællinger. Vi skraber i overfladen og kan kun vende tilbage til vores natur ved at se udbyttet i og fornuft. Vi er både skygger af jorden og kaster skygger på jorden. Dialog med jorden er nøglen til at udforske dette forhold. #Kunst #NaturensForbindelse #FarveOgFølelse

OKKER; forholdet til okker Read More »

Fællessang og kropslig dialog, proces

Ikke-kategoriseret / astridrandrup

Sociale realtioner, erindrings spor og sansede fælleskabersregler, udtrykt i krop, stemme og rum. Mellemrummets iscenesættelse af situationer, som materialiseres i et udtryk, som registrerer hverdagens normalitet, fællesskab og hierakier.

Jeg interesser mig for systemer og principper for vores fælleskaber som menneske. Fordi det at være menneske og det at udvikle sig afhænger af hvordan vi spejler og reflektere os selv i vores relationer. Det er en balancen mellem åndeligt liv, det sansede liv og det reflekterede liv, som jeg i mine kunstværker kommer omkring ved at registrere og gå i dialog med beskueren.

I dele af mine kunstneriske processer, er jeg meget åben og registrer fællesskaber og forskellige kollektive sansede øjeblikke, og hvordan det sansede øjeblik udvikler sig i forskellige dialogiske sammenfald.

Deltagelsen og interaktionen med publikum har været meget forskellig fra kunstværk til kunstværk. Den har til tider været helt usynlig og mere en del af processen, end selve kunstværket, men bevidstheden om dialogen med andre, er et centrum for mine kunstværker.

Hvad skal der til for at skabe et godt fællesskab, hvilke Styreformer og regler supplere de subjektive og objektive erfaringer?

hvad er det sansede fælleskabs erfaringer?

hvilke aftryk sender os i de retninger som vi vælger?

I 2020 skulle jeg have arbejdet med kunstværket “ øjeblikket” som er en reflektion og registrering af vikingetidens artefakter. I projektets kerne ligger ideen om Odins øje og den tid det tager at få indsigt som menneske. Når vi i et fællesskaber går ind og registrer bevægelse og ornamentik, men også fortællinger som binder vores eget øje og indsigt ind i de registreringer, som vi gør med krop og refleksion, ser jeg et sammenfoldet udtryk hvor dialogen og fællesrefleksionen træder frem.

Det bliver ikke kun læring men mellemrummets usynlige bånd. I de regelsæt jeg skaber for vores dialoger forsøger jeg at beholde “ det frie menneske” ikke kun i hvor vores verbale dialog kan føre os hen, men også vores fælles kropslige sansninger. Når jeg ligger en begrænsning i materialitet, det vil sige at jeg peger på det materiale og den vej kunstværket peger, giver det vores rytmiske og kompositoriske frirum. Det ville være som at starte med en tromme, en guitar og en fløjte og at vi spiller Odins sang.

Men vi ved ikke hvordan melodien og rytmen er endnu. Et venskab har også sine udgangspunkter og starter fra et sted, men rytmen og sangen skabes i den dialog vi skaber sammen.

Fællesskabs farver 2019

I et regelsæt som fx. Mal en A3 en farve og sæt den op på opslagstavlen. Hvis reglen ikke bliver uddybet, vil spørgsmål fra deltager være forskellige fx. Er der en bestemt måde de skal males på? Er der et system for hvordan vi skal hænge dem op?

Nogle vil kaste sig ud i at begynde og male A3 papir og elske bare at flyde der ud af uden at vide hvor det skal hen. De tager hensyn men hviler også i deres proces.

Andre igen tager styringen og styre de andre; “ jeg syntes vi alle ligger vores egne malede A3 papirer på gulvet og ser hvilke det passer sammen” “ jeg syntes vi skal hænge vores egne op og skabe små firkanter til vores egne og senere få dem til at hænge sammen.

Alle dialoger og mulige rum for interaktion er til stede i et æstetisk sansede rum og tid. En simpel handling viser alle sine muligheder og nu længere tid vi står med muligheden nu mere kommer individuelle bud på hvordan vi kan bryde med regel, men stadig være inden for rammen.

Fællessang og kropslig dialog, proces Read More »

Kort fortælling om min lyd

kunstnerisk virke / astridrandrup

Lydens Sanselighed og Kroppens Resonans

Hverdagens lyde er flygtige og tilsyneladende simple materialer, der glider gennem vores sanseapparat uden større opmærksomhed. De passerer forbi som baggrundsmelodier i vores liv, men nogle gange træder en enkelt lyd frem – dens rytme, dens fylde, dens stemningsskabende egenart – og vi lytter. I det øjeblik åbner lyden op for betydninger og ikke-betydninger, som svinger i pendulfart mellem det trivielle, det morsomme og det skræmmende.

I mange år har jeg lyttet til verden gennem en lydoptager, hvor hver optagelse blev et billede på tilfældighedernes rum, tidens rytme og sammenfald. For mig handler det ikke om lydens tekniske perfektion, men om øjeblikket, hvor lyden griber noget væsentligt – en stemning, en forbindelse eller en kontrast. Som Tanja Schlander pointerer, er vores oplevelse af lyd ofte indlejret i et hierarki, der spejler kunstens værdsættelse af realistisk gengivelse. Men hvad sker der, når vi bryder dette hierarki og lader hverdagens kaotiske lydlandskab træde frem? Når vi betragter lyden som et øjebliksbillede snarere end som en “ren” optagelse?

I lang tid kredsede mit arbejde om en søgen i lydarkiver, historiske lydkunstværker og spørgsmålet om, hvordan lyd kan bruges som et materiale, der eksisterer uden for musikkens klassiske stemningsbaserede strukturer. Mit mål har været at skabe et sanseligt rum, hvor lyd ikke nødvendigvis manipulerer lytteren ind i en følelsesmæssig bestemt oplevelse, men åbner op for en kropslig og flertydig refleksion.

I de seneste værker har jeg undersøgt stemmen som både et kropsligt og kommunikativt materiale. Stemmen er unik – den bevæger sig mellem det intime og det kollektive, mellem det konkrete og det abstrakte. Den rummer rytmer, klang og ord, der på samme tid kan forstærke eller modsige hinandens betydning. I stemmen finder jeg en flertydighed, der udfordrer og beriger vores sanselige forståelse af lyd.

Lydens rolle som koreograf for stemninger og relationer blev tydelig i værker som Grundtonen, hvor stemmen fungerer som en kropslig resonans, der forbinder det indre og det ydre. I Hjertemix, hvor et kor af mennesker synger deres hjerte, udforskes stemmens fysiske og følelsesmæssige dybde. I Orkanen fanges i mit sommerfuglenet sætter et kor af børn lyd til en orkan og åbner et kropsligt og poetisk rum, hvor naturens kræfter oversættes til menneskelige stemmer. Og i TRACK 1 bliver rytmen af byen en vejrtrækning, en klangfuld gestus hvor by og vejrtrækning sammensmeltes i

Jeg arbejder i spændingsfeltet mellem det iscenesatte og det spontane, mellem lydens materialitet og dens forbindelse til kroppen. Her opstår lydkunst som et medie, der forbinder det hverdagslige med det sanselige, og det intime med det universelle – et værksted for betydning og stemning, for genkendelse og overraskelse.

Kort fortælling om min lyd Read More »