Astrid Lomholt, Lydinstallation og performance: Eufonisk råber de af eftertiden, Museet for Samtidskunst ACTS – Festival for Performativ Kunst 2011
Med performance og installationen Eufonisk råber de af eftertiden undersøger jeg folks sætningsskabelse i et spørgsmål om at indramme et kærlighedserindring, i ‘en sætning.
Musikalske og billedelige udtryk hænger sammen med min interessere for hvordan lyden, musikken og billedet bindes sammen og frakobles hinanden.
Hvordan registreringer af relationer, stemninger, bevægelser og rum forbindes med krop og stemme.
“En kvinde i orange sidder stille, mens hvisken og stemmer flyder gennem rummet. Ord om snegle og kyllinger, om møder på fælleden, blander sig med lyden af mel der drysser mod gulvet som fin sne. En efter en træder mennesker frem, bøjer sig mod den orange skikkelse, og afgiver deres dyrebareste minder i hviskende ord. Glaskugler fanger ordene, holder dem som små tidslommer af kærlighed. I rummet danser fortid og nutid sammen, mens nye stemmer lægger sig til det voksende kor af erindringer, der fletter sig sammen til én sang om menneskers møder og minder. Folk bliver bedt om en sætninger der indrammer deres eridringsminde, om et kærlighedsminde.
Denne intime udveksling af minder udgør kernen i Astrid Randrups performanceværk ‘Eufonisk råber de af eftertiden’ – en undersøgelse af erindringens kollektive natur gennem en participatorisk ritual-performance. I spændingsfeltet mellem det private og det offentlige rum transformeres personlige kærlighedsminder til en fælles lydlig installation, hvor hver enkelt fortælling bliver en tråd i et større væv af menneskelig erfaring. Gennem den rituelle handling med mel og hvisken skabes en transcendent overgang, hvor det flygtige minde materialiseres og finder nyt liv i glaskuglernes evige nu. Randrups performative metode udvisker grænserne mellem performer og deltager, mellem fortid og nutid, og skaber dermed et temporalt rum hvor erindringer ikke blot genfortælles, men genopleves og omformes i mødet med andre. Her bliver det personlige universelt, og det universelle finder genklang i det dybt personlige.”
For at registrer stemmen, tiden, rytmen og lydens egenart, er deltagelsen vigtig. Jeg undersøger et udtryk, som mine aktiveringer af lytteren eller beskueren, er med til at skabe men i en situation som er i scenesat og inden for en ramme, hvor metode og udtryk kombineres til at kunne centrer sig ind om fx stemmens bearbejdelser af erindringer. Det er et udtryk som eksperimentere med vores opfattelse af ord, tid og rum, en undersøgelse af de medfølgenede stemninger vi tillægger i lyden og i ordene. Jeg undersøger også hvordan beskuerens krop bliver en anderledes del af de kunstværker som udtrykker sig i tid og rum.
Beskueren bliver ofte bedt om at gå ind i sit eget rum, sin egen sansning af en stemning eller følelse hvor de giver intuitivt udtryk for deres ide om lyden.
Beskueren opholder sig i et ydre og indre billede i performancen, hvor kroppen er en form for median
For at registrer stemmen, tiden, rytmen og lydens egenart, er deltagelsen vigtig. Jeg undersøger et udtryk, som mine aktiveringer af lytteren eller beskueren, er med til at skabe men i en situation som er i scenesat og inden for en ramme, hvor metode og udtryk kombineres til at kunne centrer sig ind om fx stemmens bearbejdelser af erindringer. Det er et udtryk som eksperimentere med vores opfattelse af ord, tid og rum, en undersøgelse af de medfølgenede stemninger vi tillægger i lyden og i ordene. Jeg undersøger også hvordan beskuerens krop bliver en anderledes del af de kunstværker som udtrykker sig i tid og rum.
Beskueren bliver ofte bedt om at gå ind i sit eget rum, sin egen sansning af en stemning eller følelse hvor de giver intuitivt udtryk for deres ide om lyden.
Beskueren opholder sig i et ydre og indre billede i performancen, hvor kroppen er en form for median.