Følg jord udgravninger. Jeg graver jord op forskellige steder, men nogle af jord udgravningerne er fra samme sted, givet til forskellige personer. Jorden har sit eget liv og sin egen performance i sammenspil med de personer som tager dem med hjem.
DAG 1
Starter med at gåture
På Refshaleøen
et øjeblik i tvivl om hvor jeg må bevæge mig
befinder mig på jord, så på asfalt, så på revet jord, og i et krat med plastik og lorte, så i højt græs, i visen tilstand.
tørre ud og miste kraft til at vokse pga. vandmangel eller frost eller som sidste stadium i blomstringen
i området er jeg gæst, gæst på jorden og gæst hos dem som i øjeblikket er habitater, jeg vil tale sagte med alle dem som lever og overlever her i området.
Jeg har taget en hakke og brugt glaskrukke med mig.
indtager et rum hvor jeg begynder en stille samtale og en registreringer. Graver og hakker mig ned i jorden, forbryder mig på den aftalte overflade, tillader mig at gå dybere. tillader mig at sanse det som er under overfladen. jeg får lidt dårlig samvittighed, som jeg burde mærke efter, men samtidig så har jeg en mission, og jeg tænker at jorden er med på at vi sammen gør dette forsøg. sans en samtale mellem det, dem og dig. Tillader mig et øjeblik at være i et registrerende, ikke mytologiserende og i æstetisk tilstand. Jeg føler en vis ængstelighed ved at grave, som om jeg kunne støde på flere menneskelige efterladenskaber som giver associationer til grimhed. vil så gerne have det smukke frem, det harmoniske, søge efter hvordan jorden er smuk i det som er.
DAG 2
Har tænkt mig at genbesøge stederne for at indfange et andet spor, end det først registreret, for at at lade stedet tale et mere poetisk sprog.
Jeg genbesøger krukkerne og vander dem. En smule tørre, alle sammen, som om de har trukket sig tilbage for at vente på regnens løfte. Haven venter også, dens jord mættet af historier, blandet af affald, sorg, glæde og fortrolighed. Jeg mærker, hvordan min krop forenes med dette sted – denne jord, hvor vedbend, slyngende og tålmodig, læner sig op ad det, den finder. Den kvæler ikke, men klatrer, vikler sig ind og giver plads. Den er det gamle lands fortrolige i Danmark, en slyngplante, som bærer sorgens styrke og gemmer lyset under sine blade. Her i haven står en stol midt i den største vedbend, jeg har set. Et udsigtspunkt ind i et grønt, mytologisk dyb.
Vedbendens mytologi i oldtiden bar vedbenden en anden historie. I Grækenland og Rom var den helliget Dionysos, vinens og ekstasens gud. Vedbenden symboliserede både vildskab og evighed – dens evne til at klatre og overleve selv i hårde omgivelser gjorde den til en metafor for livets ubrydelige kredsløb. Romerne troede, at vedbend kunne beskytte mod beruselse, og i den keltiske tradition var planten et tegn på trofasthed og udholdenhed, en forening af de levende og de døde, jordens og himlens kræfter.Vedbenden læner sig op ad verden, som om den lytter. Den registrerer tyngdekraften, dens rødder trækker nedad, mens dens stængler søger op mod lyset. Som alle planter kender den lysets rytme, fototropismens dragning. Men vedbenden synes også at vide mere – den accepterer alt, også det sørgelige og det glemte. Den skjuler det væk under sit grønne tæppe, beskytter og genfortæller.Når jeg står i haven, mærker jeg, hvordan vedbendens rytme spejler jorden. Den lever af alt det, der bliver givet, og den vokser, hvor sorgen er tung. Som en stille samtale, hvor tyngdekraft og lys trækker i hver sin retning, skaber vedbenden sin egen musik: et spor af liv i en verden af forvandling.